Picniqs event-kalender

Skønne events og oplevelser hos Picniq

Events, kultur og folkelige fællesskaber

Picniq er mere end mad, drikke og afslapning i parken. Vi ser os selv som et moderne forsamlingshus. Et sted hvor et væld af aktiviteter og events samles og udfolder sig. Konceptet hos os er at mad, oplevelser og hygge går hånd i hånd.

Vores events er planlagt, så I kan nyde jeres mad og drikke før, under eller efter eventet. Alle vores events hylder fællesskabet, at vi samles om måltidet og oplevelsen. Vi følger årets rytme og byder på arrangementer af enhver slags; Fællesspisninger, quiz-aftener, koncerter, brætspilsaftener, musik-bingo, sensoriske smage-aftener, litteratur-events, loppemarkeder, vinsmagninger, dialog møder om klima, bæredygtighed og regenerativ handling, yoga eller gymnastik i græsset, poetry-slam, startsted for løbeklubben, kunstudstillinger, havespils-konkurrencer i parken og meget andet.

Nedenfor kan du følge med i vores Picniq-kalender. Her kan du se noget af alt det vi byder på i den kommende tid, så du kan sikre dig billet til de næste arrangementer.

Vores events

Musik, oplevelser og fællesskab

Copenhagen Jazz Festival 2025

04-13/07-2025

COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2025 PÅ PICNIQ.

Jazzen jazzede fantastisk i regn og sol på vores terrasse!

Som en del af Copenhagen Jazz Festival’25-programmet præsenterede vi en række koncerter på Picniq i starten af juli måned.

Repertoiret spændte bredt fra klassiske jazz-toner, brasilianske rytmer og stærke vokaler.

Og programmet bød på både lokale, veletablerede kunstnere og internationale stjerner.

KONCERTER 
Fre. d. 4. juli kl. 19.30 ::: Marie Carmen Koppel
Lør. d. 5. juli kl. 19.30 ::: Anders Koppels Nye Eventyr 
Søn. d. 6. juli kl. 17.00 ::: Nathav
Ons. d. 9. juli kl. 17.00 ::: What If
Tors. d. 10. juli kl. 19.30 ::: LYONNE
Lør. d. 12. juli kl. Kl. 19.30 ::: RED BOSSA

Vi glæder os allerede til næste år <3 

The Betty Quartet (gratis koncert)

12/09-2025

Gratis koncert på terrassen kl. 17:00. 

Når vi kommer tolv dage på den anden side af sommeren, kan du opleve den jazzede, funky kvartet; The Betty Quartet.

The Betty Quartet spiller ”Jazz på dansk”. Glade poppede ørehængere, legesyge funky melodier og eftertænksom ørefløde. Instrumentalmusik med en grundlæggende optimistisk stemning og et lyst tonesprog i selv de mest melankolske numre. 

I The Betty Quartet skaber de fire musikere et nærværende og dynamisk musikalsk samspil, hvor balancen mellem det legende og lette samt det poetiske og dybsindige er elegant afstemt. 

Materialet er originalt og komponeret af Betty Ebenezer Magnussen der med sine færøske – og sydhavnske – aner skriver numre der er melodiske og nordiske i klangen – med et strejf af hav og fjeld – ”Melodisk jazz med et tvist”. Resultatet er unikt og ret forrygende, og The Betty Quartet lyder ganske enkelt ikke som andre orkestre på den danske jazzscene. 

The Betty Quartet lyder som: The Betty Quartet.

____
Det er muligt at gå ombord i vores menukort før eller efter koncerten, og baren vil naturligvis være åben. 
____

Medlemmerne af The Betty Quartet:

• Betty Ebenezer Magnussen – Komponist, kapelmester og sopransaxofonist. 

Betty er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) og har en lang karriere bag sig som saxofonist i flere forskellige musikalske sammenhænge. Udover sit arbejde med The Betty Quartet spillede hun bl.a. også i det danske salonorkester “14 Red Ladies” sammen med de farverige personligheder Jytte Abildstrøm og Daimi. Betty’s musikalske tilgang er både personlig og dyb, og hendes evne til at skabe melodiske landskaber gør hendes kompositioner til noget særligt.

• Rikke Schelde – Pianist, der nærmest er vokset op med tangenterne under fingrene. 

Hun begyndte at spille piano som 7-årig og er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium (RMC). Rikke spiller med stor virtuositet og følelse i The Betty Quartet, hvor hendes klaverspil smelter sammen med de øvrige instrumenter. Udover sit arbejde i The Betty Quartet er Rikke også kendt for at spille salsa-klaver i gruppen Salsa la Vista, hvor hun bringer en latin-inspireret energi til scenen.

• Gert Østergaard Pedersen – Trommeslager og komponist, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium (RMC). 

Gert har en imponerende karriere og har blandt andet arbejdet som komponist og musiker til danseforestillinger på både det Kongelige Teater og Skånes Danseteater. Hans trommespil er præget af stor teknik og følsomhed, og han er kendt for sin evne til at tilpasse sig forskellige musikalske kontekster. Gert har turneret i hele Europa og bidrager med en dynamisk og nuanceret rytmebase til kvartettens lyd.

• Henrik Bjørn Rasmussen – Bassist, der startede sin karriere i 1975 og har spillet med nogle af Danmarks mest anerkendte jazzmusikere og pop/rock-navne, herunder Anne Dorthe Michelsen, Marilyn Mazur, Kasper Winding, Stig Møller og Pierre Dørge. Henrik er også forfatter til bogen “The Nordic Bass: Lær at mestre elbassen med et stort overskud og udnytte alle instrumentets muligheder.” Hans dybe og melodiske basspil giver The Betty Quartet et solidt fundament, samtidig med at han tilfører musikken både varme og intensitet.

DU ER VELKOMMEN <3

Refleksionskoncert m. Noah Rosanes

21/09-2025

Refleksionskoncert hos Picniq – en aften for indre ro, lys og fællesskab i Valbyparken.

Picniq – Valbyparkens spiseri inviterer til en helt særlig aften, hvor musik, lys og mennesker mødes i en unik ramme. Midt i parkens grønne omgivelser præsenterer vi Noah Rosanes’ Refleksionskoncert – et koncertformat skabt til at give et mentalt pusterum, med plads til fordybelse, indre ro og fællesskab.

Refleksionskoncerten finder sted i en atmosfære oplyst af 200 LED-lamper, der forvandler terrassen til en lysende refleksions-oase. Her væves guitar, kor og stemningsfulde lydlandskaber sammen, så publikum kan lade tanker og sanseindtryk flyde frit. Efter koncerten inviteres gæsterne til at dele deres refleksioner, som samles i et fælles lydværk og bringes til live af AI-stemmer – uden alder, køn eller identitet.

For at gøre aftenen ekstra særlig er der inkluderet et glas bobler i billetten, som en fælles fejring efter koncerten.


Billetpris: 75 kr. inkl. bobler.
Tidspunkt: 19:30-21:00

 


Planen er at afholde koncerten udendørs på terrassen, omgivet af Valbyparkens grønne ro. Hvis vejret ikke tillader det, rykkes oplevelsen indenfor i Picniqs hyggelige restaurant, hvor de samme visuelle og musikalske rammer genskabes.


Du er meget velkommen <3

MUSIKBINGO, hotdog & øl – 00'erne

25/09-2025

– en sjov og interaktiv version af klassisk bingo, hvor du kommer til at groove til skøn 00’er-musik!

Musikbingo vender stærkt tilbage efter en lille sommerpause, når vi rammer årets første efterårsmåned; september…

Det bliver et brag af en aften, når du skal lytte godt efter (og groove) til din yndlingsmusik og håbe på at få fuld plade – der er nemlig rigtig fine præmier på spil!  

Før runden starter, kan du fra kl. 17:30 mætte maven med en hotdog og en fadøl fra Herslev Bryghus (inkluderet i prisen).
> Hotdog med grillede pølser fra Grambogård, syltede rødløg og Karl Johan-mayo.

Det vil være muligt at tilkøbe vores grove fritter, dessert og yderligere drikkevarer fra baren. 


AFTENENS PROGRAM:

17:30: Døre åbner – og vi starter servering af hotdogs
19:00: Musikbingo starter
22:00: Tak for i aften og på gensyn 🙂 


BILLETTER

Billet koster 150,- pr. person – inkl. en bingoplade, en hotdog og en fadøl.


Medbring dine bedste venner, naboer, kollegaer etc. til en festlig aften!


Vi grooves ved <3  

ROCK & RØVERHISTORIER – foredrag v. Flemming Rasmussen

23/10-2025

Kom tæt på en af Danmarks mest ikoniske musikproducenter!

D. 23. oktober inviterer Picniq – Valbyparkens spiseri dig til en eksklusiv aften med lækker mad, god øl og uforglemmelige historier fra en af musikkens største bagmænd, Flemming Rasmussen. 

Denne aften vil Flemming tage dig med på en rejse gennem sin imponerende karriere og dele fascinerende anekdoter om sit arbejde med nogle af musikverdenens største navne – herunder Gasolin, Lone Kellerman, Sort Sol/Sods, Malurt, Rainbow og selvfølgelig Metallica.


HVAD KAN DU FORVENTE?

• Lækker og mættende mad fra Picniqs sæsonbestemte køkken
• Fantastisk øl fra Herslev Bryghus
• Et engagerende og underholdende foredrag på 2 timer, hvor Flemming fortæller om arbejdet bag kulisserne på nogle af musikhistoriens største plader.

Flemming Rasmussen har arbejdet med både danske og internationale stjerner, og han er især kendt for sin rolle som producer på Metallicas mest ikoniske album, herunder Ride the Lightning, Master of Puppets og …And Justice for All.

Denne aften får du også historier om hans arbejde med legendariske danske bands som Gasolin og Sort Sol, og hvordan han har sat sit præg på musikhistorien.

 

PROGRAM FOR AFTENEN

17:30: Døre åbner; Ankom, hæng jakken og find en god plads om bordet.

18:00 – 19:30: Velkomst og servering af lækker mad fra Picniqs køkken; Nyd en afslappet atmosfære, imens du får serveret sæsonbestemt mad fra vores køkken, samt særligt udvalgte øl fra Herslev Bryghus.

19:30 – 21:30: Foredrag med Flemming Rasmussen; Over 2 timer (inkl. pause) vil Flemming dele sin erfaring fra studiet med Metallica og andre store rockbands. Der vil være plads til spørgsmål undervejs, så du kan få svar på de burning questions, du har om din yndlingsmusik. 

21:30 – 22:00: Networking og afrunding; Efter foredraget vil der være tid til at mingle, få en snak med Flemming eller de andre deltagere og nyde stemningen.


HVORFOR DELTAGE?

Dette er en unik chance for at komme helt tæt på én af musikkens største producere og høre historier, der sjældent bliver delt. I hyggelige omgivelser med god mad og drikke kan du lade dig underholde og inspirere af en aften i selskab med Flemming Rasmussen og hans imponerende musikkarriere.


TILMELDING

Begrænsede pladser – tilmeld dig nu!

Tidligere arrangementer med Flemming Rasmussen har været udsolgt, så vent ikke for længe. Sikr din billet i dag og vær med til en aften, du sent vil glemme.

Der er to typer billetter til aftenen :::
> Kr. 495,- inkl. smagning af øl fra Herslev Bryghus, mad fra Picniqs køkken, foredrag og networking.
> Kr. 150,- foredrag v. Flemming Rasmussen og networking (uden menu og ølsmagning).



Vi glæder os helt vildt til at byde dig indenfor i varmen til en storslået aften <3

MUSIKBINGO på Picniq

XX/10-2025

– en sjov og interaktiv version af klassisk bingo, hvor du kommer til at groove til skøn musik!

Det bliver et brag af en aften, når du skal lytte godt efter (og groove) til din yndlingsmusik og håbe på at få fuld plade – der er nemlig rigtig fine præmier på spil!  

Før runden starter, kan du fra kl. 17:30 mætte maven med mad fra vores Bingo-menu, og forsyne dig i baren.


AFTENENS PROGRAM:
17:30: Døre åbner – og du kan bestille fra Bingo-menuen
19:00: Musikbingo starter
22:00: Tak for i aften og på gensyn 🙂 


> Stay tuned for præcis dato og aftenens tema.


BILLETTER
Billet koster 50,- pr. person – inkl. en bingoplade.


Medbring dine bedste venner, naboer, kollegaer etc. til en festlig aften!


Vi grooves ved <3